Tivoli inviterer superhelte, monstre, prinsesser og brødristere til Halloween

Tivoli inviterer superhelte, monstre, prinsesser og brødristere til Halloween

Uanset om man klæder sig ud som prinsesse, zombie eller brødrister, så inviterer Tivoli store og små til at finde deres bedste kostumer frem og indtage forlystelseshaven søndag den 27. oktober i anledning af Kom Udklædt i Tivoli fra kl. 11.00. Samme dag kan man opleve Danmarks største kæmpegræskar blive udskåret foran Nimb, mens Rasmus Klump og hans venner både synger, danser og tryller på Plænen.

Tivoli inviterer gæster i alle aldre til at dukke op udklædt under Halloween i Tivoli. Uanset om man er klædt ud som sin yndlingssuperhelt eller favorit hårde hvidevare, så er man velkommen til Kom Udklædt i Tivoli. Hvis man ved en fejl har sendt sin yndlingsudklædning til rens eller drømmer om at gøre sit halloween-kostume endnu mere skræmmende, så vil Tivolis dygtige ansigtsmalere stå klar med pensler og ansigtsmaling fra 11.00 til 17.00, så alle børn får mulighed for at være udklædt i Tivoli. 

På Gasoline Grills terrasse over for labyrinten vil der være uddeling af slik til slikmunde og børn, der er i selskab med en voksen frem til klokken 16:00 eller så længe lager haves. Gæster, der ikke er klædt ud, er selvfølgelig stadig mere end velkommen i forlystelseshaven.

“Vi ser frem til at møde de mange fantastiske udklædninger fra både store og små, når de ankommer til Tivoli for at fejre Halloween. For dem, der ikke er udklædt eller ønsker at give deres look et ekstra uhyggeligt twist, tilbyder vi også ansigtsmaling, så ingen går glip af den fulde halloween-oplevelse i Haven”, udtaler Marika Hakesberg, chef for Musik & Underholdning i Tivoli.

Rasmus Klump og hans venner tryller på Plænen
Flora har pyntet op til halloween, og Rasmus Klump kommer forbi og viser den flotte bog, han har lånt af Pjerrot. Udover at være en meget gammel og støvet bog, er der også noget andet, der gør den helt speciel. Det er en nemlig en magisk bog! På Plænen vil der i løbet af dagen være forestillinger og sang for de mindste, og efter forestillingerne står Rasmus Klump og hans venner klar til at give krammere og high fives.

Rasmus Klump og hans venner kan opleves på Plænen klokken 12.00, 13.00, 14.00, 15.00 og 16.00, og voksne er også velkomne.

Udskæring af Nordens største græskar
Det bliver det et syn, man ikke vil glemme, når Danmarks største græskar skal udskæres og dermed bliver forvandlet til landets største græskarlygter. Med en motorsav som sit primære værktøj, omdanner den dansk-amerikanske kunstner Malik Mabe ni gigantiske græskar til skræmmende Halloween-skulpturer. De gigantiske græskar har alle netop deltaget i DM i Kæmpegræskar i Tivoli, og det tungeste græskar vejer 1.115,8 kg, hvilket er en ny nordisk rekord.

For at få adgang til Kom Udklædt i Tivoli skal man købe entrébillet eller have Tivolikort

Share