Det er præcis 15 år siden, at Fallulah brød gennem lydmuren med I Lay My Head og sangene fra det dobbelt-platinsælgende debutalbum, The Black Cat Neighbourhood. Den multi-prisvindende sangerinde har udgivet i alt fem album – senest i 2023 med ’Celeste’, som ikke bare var formbrydende rent musikalsk. Fallulah udgiver nemlig sin musik uden om de normale streamingtjenester.
Nu har Fallulah og band været en tur over Atlanten til New York for at søge tilbage til udgangspunktet. Hun kom hjem med EP’en, Live At Dreamland – en live session, der emmer af genfundet løsrivelse i både billeder og lyd! EP’en er ude nu.
”For mig er New York begyndelsen. Derfor gav det mening at tage tilbage dertil med lige netop det her projekt, der for mig handler om at søge udgangspunktet og ind i den urkraft det er, at skabe noget fra bunden,” fortæller Fallulah, der forelskede sig i New York og området omkring den, da hun gik på danseskole derovre i 00’erne. Men byens evige puls satte gang i noget nyt hos den unge Maria Apetri – et kreativt flow af tekster og melodier, som skulle ud. Og det kom de.
De nye sange på Live at Dreamland er skabt og indspillet ud fra en række dogmer; lige fra en ultrakort skriveproces og begrænset forberedelse frem mod afgang, til at Fallulah og bandet kun måtte gøre brug af hvad rummet og studiet, som gennem tiden også har haft prominent besøg af navne som Nick Cave & The Bad Seeds, Sufjan Stevens, Feist og The National, kunne stille til rådighed af instrumenter, gear og atmosfære, mens alt naturligvis blev indspillet i one take.
”Det at sætte nogle faste regler og rammer op skabte en paradoksal følelse af løsrivelse. Sangene flød frit og intuitivt, da jeg skrev dem. Og igen sammen med bandet, da vi stod i det her hellige, men også virkelig intime og sensuelle rum, hvor vi holdt vejret, trykkede på ”record”-knappen og overgav os til øjeblikket sammen. Det var intenst. Som en feberdrøm, man ikke vil vågne fra.”
Live At Dreamland byder på hele fire nye sange samt en nyfortolkning af hittet, Give Us A Little Love. The Butterflies er længselsfuld, Coffee omslutter lytteren med soulfuld varme og en dyster ulmen lurer på den garage-rockede, Back Again, mens Smoked Honey Butter fuldender firkløveret af nye Fallulah-sange og gør det, som et slør af efterårets gyldne farver!