P3 Guld har gennem tiderne hyldet dansk musik, hvor talenter siden er blevet legender. Fredag den 18. oktober er det igen tid til, at tre af de vigtigste musikpriser herhjemme uddeles i DR Koncerthuset; P3 Prisen, P3 Talentet og P3 Lytterhittet. Showet sendes direkte på P3, DRTV og DR1 klokken 21.30.
P3-værterne Andrew Moyo og Ena Cosovic er værter ved årets show. Sidstnævnte siger om sin debut som P3 Guld-vært:
“Jeg glæder mig til at hylde alle de seje, dygtige musikere som har været med til at definere 2024 og skabe en kæmpe fest for alle i Koncertsalen og hjemme i stuerne. Jeg har pænt mange sommerfugle i maven og prøver ikke at fortænke min værtsrolle, men være mig selv og have det sjovt med verdens bedste kollega, Andrew,” siger Ena Cosovic.
Til showet kan blandt andre opleves Annika, der netop har været P3’s Uundgåelige med nummeret ’Så længe jeg er sexy’, Aphaca, som er aktuel med ’Smelter under månen’ og ikke mindst MØ og Medina, som begge har utallige hits i bagagen. I år er samtidig 10-året for, at MØ modtog P3 Prisen ved P3 Guld i 2014.
P3 Talentet modtager 100.000 kroner, mens modtageren af den prestigefyldte P3 Prisen-statuette tilslutter sig navne som The Minds of 99, Tobias Rahim, Saybia, Swan Lee, Tina Dickow og Jada. I 2023 modtog Artigeardit P3 Prisen, Pil modtog P3 Talentet og Guldimund vandt P3 Lytterhittet med ’Det’ kun vigtigt, hvad det er’.
Årets nominerede til de tre priser afsløres de kommende uger på P3’s platforme.