Søren Michelsen har længe været aktiv på den danske musikscene – primært som medlem af bandet Søn og trommeslager i Angående Mig. Ved siden af karrieren som trommeslager har Søren arbejdet på sit soloprojekt, der nu for alvor ser dagens lys.
Den 6. september udgiver han singlen ”Teenagedrenge”, der tager sit udspring i barndomsbyen; den evige forstad. I singlen møder vi de to uadskillelige venner – teenagedrenge med store, til tider naive, drømme om livet. Sangen rummer en længsel efter denne tabte tid, dengang hele verden lå for ens fødder og dybe venskaber blev rodfæstet.
Som teenagere begyndte Søren og hans ven at føle sig fanget i forstadens begrænsninger. Klaustrofobien drev dem til at tage flere og flere ture med S-toget ind til byen, hvor de blev opslugt af nye mennesker og verdener. Livet åbnede sig for dem, og de flyttede til sidst væk fra forstaden for at forfølge deres drømme. Men som årene gik, gled de fra hinanden; nye vennegrupper erstattede det gamle venskab, som langsomt smuldrede. Forstaden blev et fjernt barndomsminde, mens drengene blev til mænd, og deres venskab falmede med tiden. Mange år senere har Søren Michelsen skrevet sangen “Teenagedrenge”, som fortæller denne historie.
I forbindelse med singlen inviterer Søren til en helt særlig release-koncert. Søndag den 8. september kl. 14.00 tager han publikum med på en rejse tilbage til barndommens minder, ombord på et S-tog fra Østerport mod Hareskoven. Undervejs vil han optræde med sin nye sang, og når toget når Hareskoven, stiger de alle af for at fejre udgivelsen med en forfriskning i skovens dybe ro.
”Teenagedrenge” er også at finde på Søren Michelsens debut-EP I En Brydningstid, der udkommer i efteråret og er produceret i samarbejde med Emil Emborg (Neon Priest, kingtommi, USSEL).
I forbindelse med EP’en spiller Søren releasekoncert på Ideal Bar i København.