Populære Lydsyn kommer nu med nyt album.
Alt er skruet op på det nye album, der meget passende har fået titlen Højspændt. Uffe Lorenzen (Spids Nøgenhat/Baby Woodrose) på guitar/vokal, Palle Demant (Hjortene/The Sledge) på bas og Jens Eyde på trommer har været forbi Sweet Silence studiet med Flemming Rasmussen (Metallica, Gasolin, Sort Sol) ved roret, og det er der kommet en potent rockplade ud af. ”Højspændt” udkommer den 25. oktober.
Lydsyn er en tight spillende power trio, der er dedikeret til den rent analoge lydoplevelse, der er fri for backing tracks, klik, auto-tune, og ”alt det andet pis”, som de selv udtrykker det. På Højspændt har de valgt den hårde vej, hvor sangene er endnu mere kontante end på debutpladen. Der er skruet op for den hårde rock og ned for de psykedeliske tendenser. Trods bulder og brag har mange af sangene også en catchy side, der truer med at sætte sig i hjernebarken ved ganske få aflytninger.
Generelt kan man sige, at albummet handler om og er en hyldest til afvigerne, de udstødte, og de psykiatriske tilfælde. Dem der falder igennem systemets sikkerhedsnet, og dem der finder deres egne smutveje. Ovartaci, Hejremanden, og Spyo bliver nævnt som de mest åbenlyse, men der er mange små referencer til både kendte og ukendte.
Første udspil fra Højspændt er dog i en lidt anden boldgade. Musik Er Nummer 1 er et motto, der fulgt bandet gennem flere år. For dem er musik det eneste, der betyder noget, og det eneste der er sjovt. Sådan for alvor. Som Uffe Lorenzen formulerer det: “Musik Er Nummer 1 er en uforbeholden hyldest til det eneste der virkelig betyder noget i denne verden, den eneste kunstform der kan nydes med lukkede øjne og fejer alt andet af bordet, med en tekst der er kogt ned til kun 3 linjer”.
Modsat det forrige album fra 2022 er Højspændt et band album. Uffe Lorenzen har stadig skrevet teksterne, men alle medlemmer har medvirket til sangskrivningen, og de kontroverser der kan opstå i den forbindelse, har givet bandet en lidt anden lyd. Det gør sig gældende på Musik Er Nummer 1, der er et lille nik til den engelske glamrock fra 70’erne.