Ny chefdirigent på Det Kongelige Teater

Ny chefdirigent på Det Kongelige Teater

Den efterspurgte, franske dirigent Marie Jacquot tiltræder som chefdirigent på Det Kongelige Teater. Ved hendes tiltrædelseskoncert med Det Kongelige Kapel den 23. august dirigerer hun Strauss, Mozart og Korngold. 

Marie Jacquot er en dirigent i særklasse, og hendes musikalske format har gjort hende eftertragtet af orkestre og operahuse over hele verden. Fra denne sæson tiltræder hun som chefdirigent på Det Kongelige Teater, hvor hun allerede har markeret sig stærkt ved opførelserne af blandt andet Tjajkovskijs Eugen Onegin, Mozarts Titus og Gounods Faust.

”Marie Jacquot er en af de hastigst opstigende stjerner på den europæiske musikhimmel, og det er et fantastisk vidnesbyrd om Det Kongelige Kapels kvalitet, at netop hun har valgt at dedikere sig til at være vores chefdirigent. Hun har allerede tidligere vist, at hun bliver en kolossal berigelse for vores publikum, og jeg glæder mig meget over selv at skulle samarbejde med hende som instruktør på hendes første operaproduktion som vores chefdirigent: Danmarkspremieren på Manfred Trojahns intense opera Orest,” udtaler teaterchef Kasper Holten.

Sæson 2024/2025 med Marie Jacquot
I sæson 2024/2025 dirigerer Marie Jacquot ud over Trojahns Orest også Puccinis operatrilogi Il trittico samt to af Det Kongelige Kapels symfonikoncerter i sæsonen. Hendes tiltrædelseskoncert i Operaen den 23. august åbner Det Kongelige Kapels koncertsæson med romantisk og sprudlende musik. På programmet står Strauss’ billedrige tonedigt Till Eulenspiegel, Korngolds romantiske Sinfonietta samt Mozarts ungdomsværk Koncert for violin og orkester nr. 4 med violinsolisten Noah Bendix-Balgley, der er koncertmester i et af verdens bedste orkestre, Berliner Filharmonikerne.

”Det Kongelige Kapel har den perfekte balance mellem høje musikalske og menneskelige færdigheder. Orkestrets musikere er passionerede, disciplinerede, og de er ikke bange for at forny sig. Det er en stor glæde og en enorm ære for mig at kunne arbejde med dette fantastiske orkester. Som chefdirigent for orkestret glæder jeg mig utrolig meget til at arbejde tættere sammen med Det Kongelige Kapels musikere og støtte dem i at yde deres bedste for musikken, for publikum og dansk kultur,” udtaler chefdirigent Marie Jacquot.

Om Marie Jacquot
Marie Jacquot er født 1990 i Paris og opvokset i Chartres. Som barn ville hun meget hellere spille tennis end klaver, som hendes forældre insisterede på, at hun skulle. Hendes kæmpe tennistalent tog hende helt til Junior French Open, men hun var også blevet fanget af at spille basun, og som 15-årig besluttede hun sig at gå all in på musikken. Hun uddannede sig som basunist i Paris og efterfølgende til dirigent i Wien, og siden hun blev færdig med dirigentstudierne i 2014, har hun gjort kometkarriere inden for klassisk musik.

Hun har allerede dirigeret mange af Europas bedste orkestre og i flere af de mest berømt operahuse. I 2024 trådte hun til som afløser for dirigenten Christian Thielemann ved hans turnékoncerter med det hæderkronede Dresden Staatskapelle. Marie Jacquot har siden sæson 2023/2024 har været 1. gæstedirigent for Wiener Symfonikerne, og fra 2026/2027 bliver hun chefdirigent for WDR Symfoniorkestret.

Share