Undertekst udgiver fanfavorit

Undertekst udgiver fanfavorit

Med en lang række udsolgte koncerter og festivalgigs på bagen, millioner af streams og massiv radioairplay, har det danske indiepopband Undertekst efterhånden gjort sig positivt bemærket på den danske musikscene. Efter halvandetårs stilhed er de nu endelig tilbage med ny musik.

I foråret udgav de singlen ”Du vil rejse jorden rundt”, der bl.a. blev omtalt i Gaffa og spillet på P3 – og nu følger de op med fanfavoritten, ”Flyvemaskine”. En sang, bandet har spillet live de sidste tre år, og som hver gang får publikum til at omfavne hinanden og synge med.

”Vi har spillet ”Flyvemaskine” live på vores Danmarks- og festivalturné og er hver gang blevet fuldstændig blæst bagover over, hvor godt den er blevet taget imod. Flere har endda nævnt, at de får en flyvemaskine tatoveret når den udkommer,” fortæller bandet.

Sangen handler om at ville gøre alt for sin kæreste – sågar købe en flyvemaskine til hende. Undertekst uddyber: ”Det kan tolkes som en metafor for altid at kunne rejse og være spontan – eller et symbol på at ville gøre noget ekstraordinært. Sangen er en reminder om ikke at tage hinanden for givet og huske på, hvorfor man har valgt hinanden.”

Lyden er håndspillet, umiddelbar og simpel med fokus på teksten og melodien i sin reneste form.

”Flyvemaskine” udkommer fredag den 19. juli.

Mere om Undertekst:
Undertekst debuterede i 2018 med sangen ”Skibet” og deltog året efter i DR’s KarriereKanonen. Siden har de spillet på festivaler som NorthSide, Smukfest og Samsø Festival samt udsolgte og anmelderroste koncerter på Voxhall, Hotel Cecil, Train og Lille VEGA. Deres sange ”Hun kender alle fra Aarhus” og ”Du ku have taget min hånd” har roteret på P3, og ”Skal vi tage til månen” var den 10. mest spillede sang på P6 BEAT i 2019. Tilsammen har undertekst mere end 1000 radioafspilninger på tværs af DR’s kanaler, og deres seneste EP Det her det UNDERTEKST blev anmeldt til 5 stjerner i GAFFA.

Når man lytter til Undertekst, skal man kunne mærke, at noget er på spil. Små fejl bevares, teksterne bliver ekstra sårbare i visse sange, og skæve ordspil blandes med ærlige historier fra bandmedlemmernes eget liv. Deres vigtigste mål med musikken er, at folk kan finde en mening i den og tage den med ind i deres eget liv.

Share