Folkeklubben indtager Fredagsrock i Tivoli i København den 19. juli kl. 22.00 med poetiske tekster, bankende rytmer og drømmende guitarspil.
Og gutterne fra Folkeklubben er i absolut topform. Allerede 19.00 samme aften kan publikum opleve Ankerstjerne spille til Fredagsrock på Plænen.
Deres albums Sort Tulipan og Børn af den tabte tid ramte begge nr. 1 på albumhitlisten, og med deres hits Fedterøv, Men ikke endnu en vinter og samarbejdet med Suspekt på nummeret Danmark bliver der budt op til fællessang på Plænen. Med deres seneste album fra 2023 Mere End En Klub har de fyldt festivalpladser og spillesteder landet over, og cementeret deres position som et medrivende live-navn.
Forsangeren i Folkeklubben Kjartan Arngrim siger:
”Når Folkeklubben spiller til Fredagsrock på Plænen i Tivoli fredag den 19. juli, så får man i pose og sæk. Man får Rutschebanen, Radiobilerne, candyflossen, sorte tulipaner, sol over Danmark, fedterøve og Danmarksfilm. Man får det hele, men ikke endnu en vinter. Vi ses.”
45 artister spiller til Fredagsrock i løbet af sommeren
Folkeklubben og Ankerstjerne blot to af de i alt 45 artister og bands, der i løbet af 2024 spiller til Fredagsrock 19.00 og 22.00. Koncerterne den 19. juli markerer et af mange højdepunkter i sæsonen, hvor man også kan opleve navne som Chris Isaak, Tim Christensen, Medina, Ida Laurberg samt den legendariske souldronning Diana Ross, der indtager Plænen den 9. august.
Den 26. juli klokken 19.00 er det først de norske tvillinger Marcus & Martinus, der spiller til Fredagsrock, mens Tina Dickow indtager scenen klokken 22.00.
Der bliver sat punktum for Fredagsrock 2024 med danske Saveus, der lukker Fredagsrock-sæsonen den 20. september.