Uhørt festival, der finder sted på Vesterbro i København den 15. til 17. august har netop offentliggjort 14 nye navne til plakaten.
Glæd dig til at høre disse 14 nye navne:
Astrid Schick – Shoegazet støj, skarpe melodier og et højt temperament. Musik til den silende regn, hvor solen stikker frem.
Dør i Dine Arme – Dansksproget elektronisk popduo med genkendelige elementer fra Hyperpop, Drum n’ Bass, UK Garage og Punk.
Elias Njovuu – En sonisk hybrid af indiepop og RnB, der samtidig trækker på hiphoppens 808-programmeringer og den elektroniske musiks sfærisk svævende produktioner.
Gejst – Pop med tårnhøj energi, glohed kærlighed og fortællinger om livets op- og nedture. Bandet beskrives som et “elskovsbarn af Patina og Scarlet Pleasure”.
Gradience – En blanding af melodiøs metalcore, storladen black metal, tung deathcore og groovy trap rap.
Hvor Er Skygge – En kompromisløst opfindsom blanding af shoegaze, jazz, elektronisk og pop.
Maline – Indiepop med dansksprogede tekster, smukke tidløse melodier, organiske beats og et omfavnende, stemningsfyldt synthunivers.
Meum Zel – Bevæger sig mellem moderne og klassiske RnB- og hiphop-elementer med et strejf af alternativ pop.
Milez – Energisk hiphop, der kombinerer ungdommelig livlighed med dyb refleksion, og som formidler stærke budskaber gennem skarpe flows.
ozzy – Dansksproget hiphop og RnB med elementer af pop og med følelserne helt tæt på.
pære banal – Legesyge og minimalistiske post-punkede og energiske indie-numre båret af skæve guitarriffs, bragende trommer og forvrængede vokaler.
Verge – Rap, der udforsker forskellige musikalske stilarter, fra autotune og tunge 808’s til mere rå vokaler med melankolske tekster.
Vilma Crow – Indiepop-artist med noget på hjerte og en vokal, der oser af sårbarhed og råstyrke.
Von Quar – Dansksproget hooligan-rock med et univers af hypnotiserende synths, hårdtslående trommer og højtråbende vokaler fra nationalsporten.
Onsdag d. 26. juni offentliggøres endnu en række kunstnere til festivalen , og dér vil alle 42 navne så være offentliggjort.