Udsolgt af partoutbilletter til Roskilde Festival 2024

Udsolgt af partoutbilletter til Roskilde Festival 2024

Partoutbilletter er nu udsolgt til Roskilde Festival 2024. Det er stadig muligt at deltage på festivalen som frivillig.

Roskilde Festival melder udsolgt af partoutbilletter til årets festival.

“Det er fantastisk, at vi kan melde udsolgt. Roskilde Festival er vokset ud af en bevægelse, der drømte stort og ønskede at nære håbet om en bedre fremtid og skabe positiv forandring. Alle, der er med på festivalen, bidrager til at gøre den forskel, vi er sat i verden for at gøre. For med udsolgt ved vi også, at vi vil få et overskud, hvor vi donerer det hele til initiativer, der støtter børns og unges drømme. Det bliver fantastisk, og jeg glæder mig til at vi lige om lidt samler det store festivalfællesskab”, udtaler Roskilde Festivals administrerende direktør, Signe Lopdrup.

Roskilde Festival donerer alt overskud fra festivalen til velgørenhed og støtter især initiativer, der arbejder for at skabe bedre vilkår for børn og unge. Er man blandt de 130.000 mennesker, der skal afsted på Roskilde Festival, er man derfor direkte med til at støtte det gode formål.

Stadig muligt at blive frivillig
Nåede man ikke at få billet, kan man stadig få den fulde festivaloplevelse.

Hvert år er omkring 30.000 frivillige på festivalen og bidrager til alt fra opbygning af scener til værtskab på campingområdet og servicering i madboder.

“Ligesom med billetsalg er der også stor interesse for at være med som frivillig. Det går rigtigt godt med at få frivillige i år, men der er stadig pladser, så hvis man er interesseret, vil jeg foreslå, at man tjekker vores website”, siger Signe Lopdrup.

Roskilde Festival 2024 finder sted fra 29. juni til 6. juli.

Share