DR vil dække EU-valg med fokus på EU i hverdagen

DR vil dække EU-valg med fokus på EU i hverdagen

DR har en vigtig opgave med at understøttet demokratiet og klæde vælgerne godt på, så de oplyst kan stemme, når Danmark skal til Europa-Parlamentsvalg den 9. juni.

Historisk er der en lavere valgdeltagelse til Europa-Parlamentsvalgene, men DR vil blandt andet forsøge at engagere danskerne i valget ved at vise, hvor meget beslutninger fra EU er en del af hverdagen. Samtidig står Europa efter to år med krig i Ukraine med nogle store sikkerhedspolitiske udfordringer, som også bliver et af valgets store overordnede temaer.

“Vi vil gøre os umage for, at danskerne ikke bare opfatter EU som noget komplekst, fjern storpolitik, men faktisk oplever at helt nære ting i vores hverdag påvirkes af beslutninger truffet i EU. For der er EU i overraskende mange ting som, hvordan vi fordeler barslen mellem mænd og kvinder, hvilke skruelåg der er på mælkekartonen, og om vi skal tidsregistrere på arbejdet. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der bliver sendt til Europa-Parlamentet, og vi skal have vælgerne til at engagere sig i valget uanset om de interesserer sig for det storpolitiske, det helt nære eller begge dele”, siger Kirsten Marie Svendsen, der er valgansvarlig hos DR Nyheder.

Tilgangen er, at DR vil nå så mange som muligt med EU-stoffet ved at bruge mange forskellige platforme og kanaler, og ved at indarbejde valgets temaer i DR’s kendte formater.

Share