MINT baner vejen for fremtidens Fredagsrock-stjerner. Nu har Tivoli offentliggjort årets kunstnere

MINT baner vejen for fremtidens Fredagsrock-stjerner. Nu har Tivoli offentliggjort årets kunstnere

Tobias Rahim, Malte Ebert, Artigeardit, Drew Sycamore, Andreas Odbjerg og Freja Kirk har alle spillet på Tivolis mindre scener, inden de brød igennem lydmuren og blev store stjerner på den danske musikhimmel. MINT i Tivoli, som er forlystelseshavens koncertkoncept for fremadstormende artister og spændende nye navne, kan i år præsentere 17 lovende musiktalenter og bands, som tirsdage klokken 19.00 fra maj til august indtager Plænen og Orangeriet. MINT-koncerterne giver lovende musiktalenter adgang til Tivolis berømte koncertscener, samtidig med at forlystelseshavens gæster får mulighed for at opleve fremtidens musikstjerner. Når entréen til Tivoli er betalt, er der fri adgang til koncerterne.

Store danske musikere og bands som Andreas Odbjerg, Mekdes, Tobias Rahim, Lord Siva, Jonah Blacksmith, Coco O. og Soleima har alle spillet i Tivoli, inden de fik deres store, nationale gennembrud. Nu præsenterer Tivoli årets MINT-program, som er forlystelseshavens koncertkoncept for fremtidens musikstjerner. I 2024 kan Tivoli præsentere 17 navne, som hver tirsdag klokken 19.00 i maj, juni, juli og august indtager Plænen og Orangeriet i forbindelse med koncertkonceptet. I år kan Tivoli blandt andet præsentere et MINT-program, der består af Anthon Edwards, USSEL, Brimheim, KALASET, Yör, Astrid Engberg og MALU. Med MINT giver Tivoli mere plads til forskelligartede musikgenrer fra vækstlaget af musik i Danmark.

Formålet med Tivolis koncertkoncept MINT er at skabe en platform for både nystartede talenter og etablerede kunstnere, der udforsker nye musikalske stilarter, ved at give dem adgang til at spille deres musik for et publikum i forlystelseshaven. Ved at tilbyde en scene og et publikum, er målsætningen at MINT kan medvirke til at åbne dørene for fremtidige Fredagsrock-stjerner, samtidig med at konceptet skaber et rum for, at anerkendte navne kan eksperimentere med nye musikgenre og udtryk foran et bredere publikum. MINT er desuden en god mulighed for, at Tivolis gæster kan udforske ny musik og opleve mindre bands og artister, der står på vippen til at blive store.

MINT står på skuldrene af Lillefredag og giver plads til fremtidens Fredagsrock-stjerner
Med koncertkonceptet MINT, som er Fredagsrocks cool lillesøster, ønsker Tivoli at styrke vækstlaget for dansk live-musik, og historisk har Tivoli da også altid støttet op om, at mindre kendte musikere fik mulighed for at udfolde deres potentiale i forlystelseshaven.

Blandt andet via musik-konceptet Lillefredag, der førhen var Tivolis koncertkoncept for lovende talenter. Lillefredag skiftede navn i 2023 og genopstod som MINT.

I 2019 var Tivolis gæster vidne til Tobias Rahim, der gav en koncert på ca. 23 minutter for få hundrede mennesker, som en del af en Lillefredags-koncert. Andre kunstnere, som tidligere har spillet på Plænen og Orangeriet, inden de rigtigt brød igennem lydmuren, tæller artister og bands som Blæst, Ida Laurberg, eee gee, Artigeardit, Coco O, Clara, Lord Siva, Jonah Blacksmith, Soleima, Batsheba, Andreas Odbjerg, Mekdes, Drew Sycamore, Freja Kirk, Malte Ebert og Patina, der alle i dag er en etableret del af den danske musikscene. Kunstnere, der efterfølgende er eksploderet, og hvor en lang række af dem sidenhen har indtaget scenen til Fredagsrock.

Sidste år kunne publikum bl.a. opleve Pauline, Danser med Piger, Lucky Lo, Ora, Lasse Skriver og Marcus.wav. indtage MINT-scenerne. I år rykker Danser med Piger over fra MINT til Fredagsrock-scenen, når de den 6. september indtager Plænen. Coco O., der tidligere har spillet til Lillefredag, åbner Fredagsrock 2024 den 12. april, mens Barselona, som også tidligere har spillet til Lillefredag, i år kan opleves spille til Fredagsrock den 24. maj.

Mens Lillefredag altid foregik om torsdagen, så spiller MINT-artisterne om tirsdagen. MINT-koncerterne afvikles enten på Plænen, som publikum kender fra Fredagsrockkoncerterne eller i Orangeriet, hvor der er plads til 800 siddende og stående koncertgæster. MINT-publikummet får altså have gode muligheder for at opleve musikere, der kommer til at præge fremtidens danske musiklandskab.

DAYYANI åbner MINT den 7. maj klokken 19.00 i Orangeriet, mens KALASET lukker sæsonen den 27. august. Den 21. maj kan Tivolis gæster opleve det tidligere medlem af Citybois, Anthon Edwards indtage Plæne-scenen, mens FRAADS den 4. juni spiller sange fra albummet Mosquito, som udkom i 2023. Tirsdag den 2. juli bliver publikum lukket ind i MALU’s poppede, soulede og R&B’ede univers, når hun indtager Orangeriet, mens Dusin spiller til MINT den 30. juli.

Anthon Edwards, som spiller til MINT på Plænen d. 21. maj, siger: ”Tivoli! Jeg tager hele mit band med den 21. maj, og vi glæder os enormt meget, for Tivoli er noget helt særligt! Jeg vil stryge skjorten og tage mit fineste tøj på i anledning af, at sommeren er på vej! Tag dine bedste venner i hånden og lad os lave den største fest sammen på det grønne græs. Vi spiller både gammel og ny musik, som vi glæder os til at præsentere for jer. Vi ses på Plænen!”

DAYYANI, som åbner MINT-sæsonen den 7. maj, siger: ”Jeg glæder mig helt utroligt meget til at komme ud og spille i det legendariske københavnske Tivolis orangeri! Jeg kommer til at spille en blanding af sange fra min seneste EP Pretty in Defense og noget spritnyt materiale fra mit kommende debutalbum.”

Den 23. juli indtager USSEL Plænen til MINT, og han siger: ”Jeg skal spille i Tivoli i år. Det glæder jeg mig vildt meget til. Jeg har været i Tivoli som barn rigtig meget, og det at få lov til at spille koncert der nu, det bliver helt vanvittigt. Jeg glæder mig især til at spille numre fra min nye EP Jeg vil ikke vide, du findes, som kommer ud til august. Det bliver fedt. Jeg håber at se en masse derude, og så glæder jeg mig bare til at vise en masse ny musik.”

Forsanger i KALASET Morten Holm Ørsager, der lukker MINT-sæsonen den 27. august, siger: “En lang sommer med masser af shows rundt i landet kulminerer for os på Tivolis legendariske scene midt i København. Vi glæder os til at lukke og slukke MINT-programmet i år med et kæmpe brag! Vi ses på Plænen!’’

Frederik Wiedemann, kulturdirektør i Tivoli, siger om MINT: ”Tivoli sætter en ære i at præsentere musik fra et bredt udsnit af artister på den danske rytmiske scene. Til MINT-koncerterne kan gæsterne opleve de mest spændende nye navne, som har bevist deres talent og har potentiale til at blive morgendagens store stjerner.

MINT-programmet 2024:
07. maj             DAYYANI                                    Orangeriet
14. maj             ROYA                                          Orangeriet
21. maj             Anthon Edwards                      Plænen
28. maj             AUFORI                                      Orangeriet
04. juni              FRAADS                                      Plænen
11. juni              Yör                                              Orangeriet
18. juni              Ella Augusta                              Orangeriet
25. juni              Brimheim                                  Plænen
02. juli               MALU                                         Orangeriet
09. juli                Astrid Engberg                          Orangeriet
16. juli              APHACA                                     Orangeriet
23. juli                USSEL                                         Plænen
30. juli               Dusin                                          Orangeriet
06. august        Dos Santos                                Orangeriet
13. august         KEDDE                                        Orangeriet
20. august         UNG-SKAB                                 Orangeriet
27.august        KALASET                                    Plænen

Share