Drømmenes teater ligger på Amager

Drømmenes teater ligger på Amager

“The Theatre of Dreams” kaldes fodboldklubben Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford. På Amager ved København findes også et teater lavet på drømme. Der er ingen sammenligning. Måske ud over passionen.

Af Kenneth Møller Kristensen

Teater Play på Strandlodsvej på Amager i lokalerne, hvor der engang lå en Meka Møbler. Det lyder måske ikke som et sted, hvor passion, engagement og drømme blomstrer. Men når man møder teaterleder Mille Berg, så er man ikke længere i tvivl. Engagementet og energien lyser ud at kvinden, der, sammen med makker Christina Sørensen, har skabt dette sted. “Vi har 20 års jubilæum i år, og ja man kan godt sige at drømmen er gået i opfyldelse, og vi har skabt et sted, hvor vi kan lave det, vi selv synes er sjovt, og som nu fungerer”, fortalte Mille Berg, da JuicyNet.dk mødte hende på det hyggelige Amager-teater.

Det hele startede i Njalsgade på Islands Brygge i 2004. “Da jeg var uddannet fra skuespillerskolen, ville jeg have mit eget sted, hvor vi kunne lave det teater som vi selv kan lide”, lyder det energisk fra Mille Berg, der allerede det første år fik sat tre forestillinger op. Økonomien blev skabt blandt andet ved at lave undervisning.

Mille Berg og Christina Sørensen

Den ukendte Fuhlendorff
I 2005 kom Comedy ind som en del af Teater Play, da en stadig ukendt Christian Fuhlendorff henvendte sig for at få lov til at optræde. Fuhlendorff har hængt ved siden, og optræder rigtig ofte på stedet. “Christian har aldrig fået noget som helst i løn, og har har en stor andel i, at det er lykkedes at bygge Teater Play op”.
Siden kom Frank Hvam og Michael Wulff til, og så tog udviklingen af Teater Play som Comedy-club for alvor fat. “Jeg har jo aldrig købt et møbel, men fået eller selv bygget det hele. Det tror jeg var med til at skabe en specielt stemning, som komikerne og publikum godt kan lide. Vi gør, hvad vi kan for at få vores gæster til at føle sig hjemme, og det har tiltrukket folk. Vores markedsføring har primært været mund-til-mund metoden. Den virker i længden”.

Stand-up på Strandlodsvej.

Fra Islands Brygge til Strandlodsvej
I 2013 rykkede Teater Play til Strandlodsvej og de nuværende lokaler. Siden er udvidet, så det nu er to scener med plads til henholdsvis 92 og 80 personer samt også et stort café-område. Det hele placeret på omkring 600 kvm. Hver torsdag er der Open Mic, hvor kendte og ukendte komikere kan prøve nyt materiale af. Noget der altid tiltrækker publikum. I alt er der over 300 shows og mellem 15.000 og 20.000 publikummer, både stamkunder fra lokalmiljøet og folk der kommer lang vejs fra, årligt på Strandlodsvej. Det omfatter alt mellem standup, foredrag, impro-comedy, comedy, revy og teater. Specielt populær er Amager-revyen, der altid hurtigt bliver udsolgt. Dette hele er baseret på billet- og barindtægter samt indtægter fra undervisning. Ingen offentlige tilskud eller støtte. Tilknyttet er ca. 15 timelønnede medarbejdere. “De seneste to år har det også været muligt for Christina og jeg at få en lille løn efter 15 år uden løn, og hvor gælden flere gange har været virkelig høj. Så man kan godt sige at drømmen er gået i opfyldelse. Vi har nu et sted, hvor vi kan lave det, der er sjovt, og som økonomisk hænger sammen”.

Der er ekstremt stemnigsfyldt på Teater Play.

20 års jubilæum
Til efteråret kan der fejres 20 år jubilæum på Teater Play og det kommer til at ske med et stort jubilæumsshow. “Og det skal vi have endnu mere af i fremtiden. Altså vores eget teater, hvor vi kan lave lige præcis det, som vi selv synes er sjovt. Nu har vi overskud til at udvikle på tingene. Det jo lige præcist det jeg har drømt om, og sådan skal det køre det næste 10-15 år, inden det kunne være godt at sælge til en eller nogen, der gerne vil køre det videre i samme ånd og efter samme koncept, som vi har skabt”, afslutter Mille Berg, der også understreger, at de 20 år har været hårdt arbejde, og også budt på perioder, hvor hun har været hårdt ramt af stress. I sammen periode har skuespilleren og teaterdirektøren også fået to børn, og altså måtte tage mange andre skuespillerjob for at at tjene til livet og vejen.

Drømmer du om god teater, om god stemning og god comedy, så skal du absolut ligge vejen forbi Teater Play, der klæder Strandlodsvej og Amager meget bedre end den Meka Møbler rigtig mange amerkaner stadig kan huske som værende uden passion, og langt fra opfyldelsen af en drøm. Der findes ganske ikke noget andet sted, der er som Teater Play.

Share