DRs Alene i Vildmarken er tilbage med ny sæson. Men alt er ikke, som det plejer. I den kommende sæson af det populære program har DR inviteret syv danskere med, der alle har særlige specialer, der kan give dem en fordel i konkurrencen. De syv specialister får testet deres skills og overlevelsesevner i, hvad der bliver programmets hårdeste og koldeste sæson. Alene i Vildmarken sæson 8 har premiere den 7. marts på DRTV og DR1.
Det bliver hårdere og mere krævende end nogensinde i den ottende udgave af Alene i Vildmarken. For første gang er programmet rykket til det finske Lapland, der ligger 300 km nord for polarcirklen.
Med skiftet af lokation til Lapland i Finland er sværhedsgraden øget betydeligt. I denne sæson kommer deltagerne til at kæmpe med en kulde, som ikke er set før i den danske udgave af programmet – samt sne og is på søerne.
” I år har vi haft et ønske om at caste deltagere med særlige skills, som kan hjælpe dem i vildmarken. Men de får også deres sag for, fordi de aldrig har testet sig af på denne ekstreme måde, hvor de skal overleve helt alene. Vi synes, det er spændende og inspirerende at se, hvordan de anvender deres unikke erfaringer, og samtidig tror vi, at seerne også vil lære en masse nyt”, siger DR-redaktør på programmet Stine Preem.