Pulp skal spille på årets Northside

Pulp skal spille på årets Northside

Det er 26 år siden, at det engelske band sidst gæstede Danmark. Torsdag den 6. juni kan Pulp opleves på NorthSide i Aarhus. 

Sæsonen for festivalannonceringer er i den grad i gang, og den aarhusianske festival NorthSide kunne i sidste måned løfte sløret for en række nye navne inklusivt danske artister som Andreas Odbjerg og MØ og internationale navne som Parcels, Libianca og Royal Blood. Nu skriver festivalen endnu et navn i toppen af plakaten, som allerede tæller blandt andet Massive Attack, Troye Sivan, The Smile og Kaytranada, med tilføjelsen af det ikoniske engelske band Pulp. 

Pulp spillede sidste år en håndfuld eksklusive live shows i arenaer og på festivaler rundt om i England efter cirka 10 års fravær. Koncerterne fik stor ros fra de engelske anmeldere – blandt andet fra Evening Standard, som kaldte deres koncert foran 45.000 mennesker i Finsbury Park for: ”One of the sharpest, tightest and most ecstatically received reunion parties in living memory.”

Den excentriske frontmand Jarvis Cocker fra Sheffield dannede bandet tilbage i slut 70’erne, da han var blot 15 år gammel, men der skulle gå et årti, før gruppen for alvor slog igennem. Det gjorde de så i høj grad, da de udgav gennembrudspladen His ’n’ Hers i 1994 og den Mercury Prize-vindende Different Class det efterfølgende år, der bød på udødelige sange som ”Disco 2000” og ”Common People”. 

Pulp nåede at udgive endnu et mesterværk med pladen This is Hardcore fra 1998, inden de i start 00’erne gik i opløsning for første gang, og deres musik hyldes blandt andet for Cockers skarpe og nærmest tragikomiske beskrivelser af det engelske klassesamfund og hverdagen som outsider.

Gruppen er allerede annonceret til sommerens udgave af blandt andet den spanske festival Primavera og de skandinaviske festivaler Øya, Flow og Way Out West, men nu behøver danske fans altså ikke at rejse væk for at opleve bandet live.

Når Pulp spiller på NorthSides første festivaldag, bliver det også første gang, de spiller på dansk grund siden 1998, hvor de stod på Roskilde Festivals Orange Scene.

NorthSide finder sted i Eskelunden i Aarhus og løber af stablen fra den 6. til 8. juni.

Share