Fredag udgiver den flamboyante, norske popkomet Metteson sidste single fra sit kommende debutalbum.
Metteson har det seneste år tiltrukket sig international opmærksom fra bl.a. CLASH, The Guardian og NME. Og i 2021 fremhævede GAFFA Danmark Metteson som en af de største opdagelser på branchefestivalen by:Larm i Oslo. Siden har han bl.a. kunnet opleves live på sidste års Roskilde Festival og som support for AURORA på hendes UK-headliner.
Last Resort er en storslået synthpop-single, der – med referencer til sværvægtere som Lady Gaga, Caroline Polachek og ABBA – ifølge Metteson selv er ”den mest flamboyante, sexede og dramatiske sang på den kommende plade”.
Den 9. marts spiller Metteson i Lille VEGA i forbindelse med en længere EU og UK-tour.