Den cubansk-amerikanske popstjerne Camila Cabello og det GRAMMY 2024-nominerede multitalent Janelle Monáe er blandt de fire nye navne, der i dag føjes til Tinderbox-programmet. Salget af dagsbilletter starter torsdag den 1. februar kl. 10.00
Med navne som Lenny Kravitz, Bryan Adams, Avril Lavigne, Suspekt og Ukendt Kunstner på programmet begynder plakaten til sommerens Tinderbox for alvor at tage form. Nu udvides årets lineup med yderligere fire stærke navne fra både ind- og udland.
Mere end 41 millioner mennesker lytter i skrivende stund månedligt til den cubansk-amerikanske verdensstjerne Camila Cabello på Spotify. Hun kan skrive både sangerinde, sangskriver, skuespiller og aktivist på sit cv og har de seneste år været med til at skubbe til grænserne for populærmusik- og kultur. Hun sidder på titlen som den første spansktalende kvinde til at nå RIAA’s diamant-certificering for kæmpehittet ”Havana (feat. Young Thug)”, som året efter sin udgivelse desuden slog Spotify-rekord som den dengang mest streamede sang af en kvindelig soloartist nogensinde.
Stjernen, som startede sin karriere som medlem af den storsælgende gruppe Fifth Harmony, udgav i 2018 sit selvbetitlede debutalbum, som gik #1 på det amerikanske Billboard Top 200-liste og var nomineret til en GRAMMY i kategorien ’Best Pop Vocal Album’. Udover ”Havana” tæller hendes imponerende bagkatalog hits som ”Never Be The Same”, Shawn Mendes-samarbejdet “Señorita” fra hendes andet album Romance og singlerne ”Bam Bam (feat. Ed Sheeran)” og ”Don’t Go Yet” fra hendes seneste 2022-album Familia.
Camila Cabello skulle i 2020 have spillet sin første danske koncert i eget navn i Royal Arena i København. Koncerten blev dog aflyst som følge af Corona-nedlukningen, og derfor vil det altså til sommer være første gang, at man kan opleve Camila Cabello live på dansk grund.
Dagens annoncering byder på yderligere to GRAMMY-nominerede artister i form af den amerikanske bluesrock-sangerinde Beth Hart, som over en lang årrække har gjort sig til en sand publikumsfavorit herhjemme, og Janelle Monáe som ligeledes med spektakulære og medrivende koncerter har skabt et ry herhjemme som en af de bedste live-performere. Faktisk skrev Politikens anmelder efter den amerikanske queer-kunstners seneste optræden på Roskilde Festivals Orange Scene: ”Med en fuldkommen overlegen setliste og et showwomanship ud over alle grænser var Janelle Monáes indtog på Orange et forløsende brag af en koncert.”
Sidst men ikke mindst vender den danske verdensstjerne MØ tilbage til hjemstavnen med et ganske særligt og mere intimt show på festivalens teltscene i anledning af 10-årsjubilæet for et skelsættende debutalbum No Mythologies to Follow, der udkom i 2014 og blev startskuddet til odenseanerens store internationale succes.
Om dagens nye tilføjelser udtaler booker Nikoline Skaarup:
– Vi er rigtig glade for endelig at kunne præsentere Camila Cabello på dansk grund. Hun har i den grad været med til at forme den internationale popscene og bringe nye musiktraditioner ind i popkulturen. Også Janelle Monáe har i mange år været med til at skubbe til grænserne for populærkulturen og sætte samfundsaktuelle problematikker på dagsordenen i et vanvittigt velklingende og medrivende musikunivers. At de flankeres af Beth Hart og MØ, som også er to – på hver deres måde og for hver deres generationer – meget toneangivne artister, gør det til en rigtig fed dag at være musikbooker på.