Tina Müller og Josefine Høgh skal stå i spidsen for ‘Sport 2023’

Tina Müller og Josefine Høgh skal stå i spidsen for ‘Sport 2023’

Den 6. januar fejrer ‘Sport 2023’ de største danske sportsstjerner og præstationer fra året, der er gået, og alle dem, som har stået bag. Josefine Høgh og Tina Müller er værter på det store sportsshow, som i år byder på flere nye priser, de største danske sportsstjerner og overraskende musikalske indslag fra blandt andre Birthe Kjær, Dopha og Zar Paulo.

Der er igen linet op til årets største sportsfest, når DR sender live fra ‘Sport 2023’ i Jyske Bank Boxen i Herning lørdag den 6. januar klokken 21.00. Her skal Danmarks mest prestigefyldte sportspriser uddeles, og de største sportsstjerner og -præstationer hyldes.

Årets tema er ‘Sammen om sejr’, og showet vil ikke bare sætte fokus på de mange fantastiske idrætspræstationer i 2023, men også på de mange mennesker, der står bag atleterne og hjælper dem med at nå deres mål og drømme.

“Vi glæder os til at præsentere et forrygende show, der vil minde os om alle de store sportspræstationer i 2023, som har begejstret os og samlet os. Showet vil hylde de dygtige danske atleter, som vinder medaljer rundt omkring i verden, men lige så vigtigt, så vil showet også hædre dem bag medaljerne”, siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten.

Bag showet står DR i samarbejde med MCH, DIF og Team Danmark. Siden 2010 har begivenheden – på nær under corona-pandemien – haft til huse i Jyske Bank Boxen i Herning.

‘Sport 2023’ kan ses live på DR1 og DRTV fra klokken 21.00 den 6. januar.

Share