Tinderbox Festivalen kunne i sidste uge tilføje det amerikanske rockikon Lenny Kravitz til en allerede stjernespækket festivalplakat. Nu løftes sløret for yderligere seks navne, man kan glæde sig til at opleve i Tusindårsskoven til sommer.
2024 kommer til at stå i canadiske Bryan Adams’ tegn. Han spiller fire danske arenakoncerter til foråret, som allerede er tæt på eller helt udsolgte, så der er stor opbakning til manden bag hits som ”Summer of 69”, ”Run To You”, ”Heaven” og ”(Everything I Do) I Do It For You”. Nu kan de mange fans også glæde sig til at opleve ham under åben himmel, når han rammer Tinderbox til sin første festivalkoncert i 12 år. Adams udgav hele fire nye album i 2022 og har gennem sin lange karriere solgt over 75 millioner albums.
Denne sommer dannede Tinderbox ramme om flere velbesøgte popkoncerter med artister som Dean Lewis, George Ezra og Cian Ducrot, og hvis man var en af de mange begejstrede fans, der lod sig rive med af sangernes inderligere sange, så vil annonceringen af engelske James Arthur helt sikkert lande et godt sted. Hans største hit ”Say You Won’t Let Go” har i skrivende stund mere end 2.5 milliarder streams på Spotify, hvor hele 37 millioner fans månedligt lytter med. Han har allerede fire top-10 albums bag sig og udgiver til januar sit femte album Bitter Sweet Love.
Festivalen byder også velkommen til endnu en storstreamende brite, nemlig stjerneskuddet RAYE, som oprindeligt skulle have spillet på festivalen i sommers, som hun desværre måtte aflyse. RAYE har med sit debutalbum My 21st Century Blues udgivet et af årets mest omtalte og roste popalbum, der blandt andet har radiohits som ”Escapism. feat. 070 Shake” og ”Black Mascara” på tracklisten.
Det foreløbige program til Tinderbox 2024 er:
Avril Lavigne (CA)
Bathsheba
Benjamin Hav & Familien
Bryan Adams (CA)
David Guetta & MORTEN present Future Rave (FR/DK)
Dimitri Vegas & Like Mike (GR)
Guldimund
James Arthur (UK)
Jonah Blacksmith
Kaizers Orchestra (NO)
Kind mod Kind
Lauren Spencer Smith (CA)
Lenny Kravitz (US)
Nicky Romero (NL)
Pil
RAYE (UK)
Saint Clara
Suspekt
Tina Dickow
Ukendt Kunstner
Endnu en canadier, nemlig den spirende nye popsangerinde Lauren Spencer Smith, melder også sin ankomst i Tusindårsskoven til sommer. Lauren Spencer Smith gav i september koncert i et udsolgt Store VEGA i København og står bag million-streamende hits som ”Fingers Crossed”, ”Flowers” og ”Narcissist”.
Dagens annoncering byder også på to store danske talenter. Ukendt Kunstner vandt i kølvandet på deres nylige genforening titlen som ’Årets Danske Gruppe’ ved Danish Music og til sommer kommer de kun til at spille fire koncerter – herunder altså som et af hovednavnene på Tinderbox.
Også stortalentet Saint Clara vender tilbage til Tinderbox med sit seneste album OFF og hits som ”Oh My God” og ”Energies Don’t Lie” i bagagen.
Tinderbox finder næste år sted fra den 27. til 29. juni i Tusindårsskoven i Odense.