Populære r8Dio på nye platforme

Populære r8Dio på nye platforme

R8Dio med deres Undskyld vi roder har opnået enorm popularitet blandt danske Podcast-lyttere. Nu rykker konceptet ind på nye platforme.

Som de første og eneste streamingtjenester vil YouSee Musik og Telmore Musik nu sende live-radio fra r8Dio. Livesignalet har tidligere været forbeholdt brugerne af r8Dios egen app, men med den nye aftale kan kanalen nå ud til markant flere lyttere, lyder det.

“Vores mål på r8Dio er at nå ud til hele Danmark og blive landets største, kommercielle taleradio. Derfor er dette samarbejde en fantastisk mulighed for at udbrede kendskabet til r8Dio. Nu kan alle lytte med, når vi blandt andet sender “Den korte r8Dioavis” med Kirsten Birgit Schøits Kretz Hørsholm live “, udtaler Clara Mai Kunstmann, adm. direktør for r8Dio, der udover de folkekære komikere Brian Lykke, Kasper Nielsen, Frederik Cillius og Rasmus Bruun også har Mikael Bertelsen og Mads Brügger i ejerkredsen.

Hos YouSee og Telmore er man også begejstret for aftalen, da den vil give eksklusivt indhold til de hundredtusindvis af danskere, der hver dag bruger YouSee Musik og Telmore Musik som deres foretrukne platform for lyd:

“Gennem vores nye samarbejde med r8Dio får vores mange brugere en unik mulighed for at lytte til noget af Danmarks bedste satire. Vi har lavet en eksklusiv aftale med r8Dio, og dermed er YouSee Musik og Telmore Musik altså de eneste streamingtjenester, der sender live-signalet udover r8Dios egen app, udtaler Pelle Svindborg, Ledende chefredaktør for YouSee Musik og Telmore Musik.

Share