En Hugorm kan åbenbart lide af vokseværk. Trioen med Simon Kvamm i front er i hvert fald ved at manifestere sig som en alvorlig spiller i dansk musikliv. Siden etableringen for fire år siden har den stået på hårdt arbejde med koncerter på alle landets spillesteder og festivaler samt tre udgivelser, blandt andet “Tro Hug & Kærlighed”, som blev kåret som Årets Rockudgivelse af Gaffa. Og nu har bandet nået en position, hvor det giver mening at tage skridtet ind landets arenaer. Om et år, i november 2024, spiller bandet i Jyske Bank Arena, Djursland Bank Arena, Aalborg Kongres & Kultur Center og Royal Arena. Billetsalget starter fredag 3. november.
De danske arenaer er Simon Kvamm ikke er uvant med at optræde i: “Jeg har altid elsket at smelte sammen med et menneskehav i en arena. Så at mit hjertebarn Hugorm nu skal prøve kræfter med det store format er for mig næsten for godt til at være sandt, og jeg glæder mig til at sammensætte et show man aldrig har set før her til lands”, forklarer Kvamm.
Hugorm er kendt for at levere totaloplevelser til bandets koncerter, der udfordrer rammerne for en koncert i forhold til det dramatiske, koreografisk og ikke mindste komiske. Og når landets arenaer skal indtages bliver det med ambitioner om at redefinere, hvad en arena-koncert overhovedet er. Bandmedlem og visuel designer Morten Gorm fortæller: “På samme måde som nytænkende danske kokke har redefineret hvad det vil sige at gå på restaurant, drømmer vi om at revolutionere hvordan en arena-koncert opleves. Det er derfor vi researcher og forbereder os så ekstremt grundigt, som vi i øjeblikket gør.”