Første 16 navne klar til Roskilde Festival 2024

Første 16 navne klar til Roskilde Festival 2024

Tirsdag har arrangørerne offentliggjort de første 16 navne klar til Roskilde Festival 2024.

Med de første 16 navne sætter Roskilde Festival kursen mod sommerens store ungdomskulturelle begivenhed og et program, der spænder bredt både genremæssigt og geografisk. Festivalen offentliggør blandt andre Kali Uchis, PJ Harvey og Heilung, mens den danske hiphopstjerne Gilli festivaldebuterer på Orange Scene.

Når Roskilde Festival 2024 løber af stablen fra 29. juni til 6. juli, bliver det med internationale kunstnere som Kali Uchis, PJ Harvey, Blondshell, Tainy, Romy og Omah Lay på programmet. De flankeres fra dansk side af Ivan$ito, Kind Mod Kind og superstjernen Gilli, der markerer sin første solooptræden på festivalen med en nattekoncert på Orange Scene.

Dagens offentliggørelse løfter sløret for i alt 16 musiknavne og er den første forsmag på næste års program, der forener enestående kunst på tværs af genrer, udtryk og verdenshjørner. Et program der ender med at indeholde flere hundrede navne, når alle brikker er lagt.

“Genremæssigt og geografisk kommer vi godt omkring med dagens offentliggørelse. Vi skal være en progressiv festival på alle parametre og præsentere et program præget af diversitet og kunstnerisk nysgerrighed. Og vi skal både give rum til at drømme stort og være et sted, hvor man kan få en pause fra hverdagen og lade sig inspirere. Det lægger vi kimen til allerede nu”, udtaler Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén.

Tirsdag føjes følgende 16 navne til Roskilde Festivals plakat: 
Kali Uchis (US) 
PJ Harvey (UK) 
Gilli (DK) 

Blondshell (US) 
Heilung (INT) 
Marina Sena (BR) 
Omah Lay (NG) 
Romy (UK) 
Tainy (PR) 
Trueno (AR)

The Armed (US)
Ivan$ito (DK) 
Kind Mod Kind (DK) 
Liv.e (US) 
Mandy, Indiana (UK) 
Violent Magic Orchestra (JP) 

Share