Indbyggerne i Vejby og Svebølle går mest op i Eurovision

Indbyggerne i Vejby og Svebølle går mest op i Eurovision

Tirsdag starter semifinalerne til årets Eurovision Song Contest, der afvikles i Liverpool i England. Det re dog langt fra alle danskere, der følger begivenheden tæt. Svebølle, Vejby, Vildbjerg, Ålsgårde og Varde er navnene på de fem danske byer, hvor indbyggernes interesse for at søge på Eurovision i gennemsnit er størst. Det viser en ny undersøgelse af danskernes Google-søgninger med fokus på Eurovision de seneste fem år foretaget af BetXpert.

“Selvom den samlede interesse for Eurovision er dalet en anelse, ser vi stadig en pæn interesse for Eurovision i den danske befolkning”, siger analytiker Christer Johansen fra BetXpert.

På regionalt niveau er interessen størst i Midtjylland, og lavest på Sjælland. Og i denne uge, hvor semifinalerne til Eurovision starter, viser data fra google tydeligt, at interessen på alle søgeord relateret til Eurovision over hele landet stiger massivt. Over de sidste fem år er danskernes søgeinteresse efter Eurovision dalet knap 20 pct.

I Danmark omtales showet ofte som Det Europæiske Melodi Grand Prix. Det er strengt taget en forkert betegnelse, for det internationale show hedder Eurovision Song Contest, mens Melodi Grand Prix kun er den lokale variant. Dykker man ned i tallene, kan man se at flere i hovedstaden søger efter Eurovision, mens flere særligt i region Nordjylland søger efter Melodi Grand Prix.

Denne fordeling overrasker ikke Eurovision-kenderen Mette Christensen, chefredaktør for Danmarks største nyhedsside med fokus på Eurovision, Good Evening Europe: ”Det danske Melodi Grand Prix er forbundet med nostalgi og traditioner. Det internationale Eurovision har derimod ændret sig markant, særligt efter Sovjetunionen og Jugoslaviens opløsning i 1990erne. Man har både ændret formatet, musikkens bredde og antallet af deltagerlande, mens Melodi Grand Prix herhjemme har beholdt cirka samme format år efter år”.

Massiv interesse på Færøerne
Siden den færøske sanger Reiley stillede op og vandt det danske Melodi Grand Prix 2023, har data fra Google vist, at søgeinteressen efter Melodi Grand Prix, Eurovision og Reiley er massiv på de nordatlantiske øer. I Danmark kulminerer søgeinteressen, når der sker noget i TV, men på Færøerne har interessen i ugevist ligget højt. Aktuelt ligger den færøske interesse på et markant højere niveau end i Danmark.

Med tre sejre er Danmark det ottende mest vindende land i Eurovisions historie.

Share