Operarejsen 2 har premiere på søndag

Operarejsen 2 har premiere på søndag

Allan Gravgaard Madsen, Frederik Cilius og Rasmus Bruun begiver sig ud på endnu en operarejse i Europa. Der er premiere på ‘Operarejsen 2’ på DR2 og DRTV søndag den 19. februar.

Hvor vi i sæson 1 efterlod komponist Allan Gravgaard Madsen og hans to hjælpere, Frederik Cilius og Rasmus Bruun, optimistisk skålende over Allan Gravgaard Madsens gode takter i hans kommende opera, møder vi en mere modløs Allan Gravgaard Madsen på en bænk i starten af anden sæson.

Han har fået skriveblokade og kan ikke komme videre med sit værk. En ny inspirationstur ud i operaens verden må derfor begynde. Fra Finland til Palermo rejser den velkendte operatrio afsted, og de indlogerer sig på finurlige moteller, kroer og camps undervejs.

“Det er ikke kun vores velkendte trio, som får en masse inspiration ud af disse operarejser. Deres dedikation og passion for operaens væsen smitter gennem skærmen, og derfor har vi også haft lyst at give danskerne endnu en sæson af mere fantastisk, europæisk opera”, siger DR-redaktør Anja Hauberg Kaalund.

De syv programmer af Operarejsen formidles i denne sæson ikke kun via skærmen, men også på lyd. P2’s nye program Operaguiden går i fodsporene på de operaer som TV-serien besøger, og skaber for hver episode et dybere kendskab til indholdet.

‘Operarejsen 2’ har premiere den 19. februar på DR2 og DRTV og er produceret af A&M Productions. ‘Operaguiden’ på P2 kan høres på DR Lyd fra søndag den 19. februar klokken 6.00.

Share