Krig og konflikt er en del af hverdagen for mange millioner mennesker verden over, og senest har krigen i Ukraine fyldt i den daglige nyhedsstrøm.
DR vil med den nye podcast ’Krig’ give lytterne perspektiv og en grundlæggende, nuanceret indsigt i krig som fænomen og dens mekanismer – fortalt gennem de mennesker, der har krig som arbejde.
Vært er dokumentarist og tidligere soldat Martin Tamm Andersen. Han vil sammen med blandt andet soldater, generaler og efterretningsofficerer gøre lytterne klogere på det at have krigen som arbejdsplads, og samtidig give indsigt i, hvad det er for et job, man af sit land bliver bedt om at udføre.
“Mine gæster har alle haft krig tæt inde på livet, ligesom jeg selv. De er alle tidligere eller nuværende soldater og eksperter indenfor deres felt, og gennem deres personlige fortællinger håber jeg, at vi kan give lytterne et nuanceret billede af, hvad krig er, og hvordan det foregår i virkeligheden”, siger Martin Tamm Andersen, der selv har været udsendt til blandt andet Afghanistan.