Barbara Moleko spiller sin hidtil største koncert 14. maj på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Barbara Moleko har de seneste 10 år prydet den danske musikscene med sange som ’Gør Mig Lykkelig’, der peakede som #3 på airplaycharten, og ’Tag Min Hånd’ som #8. Derudover, har hun udgivet singlen ’Sultne Øjne’, der blev et stort radiohit på P4. Nu er Barbara Moleko ude med sin nye single ’Karma Kommer’, som sætter fokus på at alt har en konsekvens og at det er vigtigt at kunne tage ansvar for hvad man gør.
I 2023 tager Barbara ansvaret på sig, og inviterer publikum til en unik koncert på de skrå brædder ved Kongens Nytorv. Selv udtaler Barbara: “Jeg glæder mig helt vildt til at skulle stå på et så ikonisk sted som Gamle Scene er – det er virkelig en drøm, der går i opfyldelse! Det bliver en stor aften, og det er fantastisk at kunne dele det med mine fans. Musikken og kærligheden fra dem driver mig, og derfor vil jeg gerne gengælde den kærlighed og dele elementer af mit liv med dem; alt fra tungsind til fest og til afslapning. En aften i Barbara Molekos dagbogs tegn!”