Misbrugt digitalt i 10 år: Nu står danske Natacha frem i ny dokumentar på discovery+

Misbrugt digitalt i 10 år: Nu står danske Natacha frem i ny dokumentar på discovery+

Forestil dig, at dit fulde navn, private billeder og mest intime detaljer bliver misbrugt af fremmede på de sociale medier og datingsites. Forestil dig så, at det har stået på uafbrudt gennem 10 år. Det er mareridtet, som Natacha Bækgaard Nielsen for første gang står frem med i programserien ‘Den falske mig’. De to første afsnit af den nye dokumentarserie kan streames på discovery+ fra d. 11. maj. Første afsnit kan ses på Kanal 5 samme dag.

Natacha Bækgaard Nielsen har fået stjålet sin identitet af en eller flere personer, der udgiver sig for at være hende på sociale medier og datingsites. Misbruget har stået på i mere end 10 år, og vedkommende har været så dygtig, at politiet ikke har kunnet rejse en sag.

Hvem står bag? Hvorfor er hun blevet udvalgt? Spørgsmålene stiller hun sig selv hver eneste dag, og uvisheden er forfærdelig for den unge kvinde, der føler sig magtesløs.

Igennem fire afsnit jagter holdet bag programmet den ukendte gerningsmand- eller kvinde med hjælp fra eksperter i blandt andet lingvistik og hacking, når de digitale spor forsøges optrevlet. Det er første gang, at Natacha står frem offentligt med sin historie i ‘Den falske mig’. Det gør hun blandt andet med håbet om at få svar på, hvorfor hun helt uforvarende er blevet offer for en kynisk gerningsperson i et årti.

Programmet har premiere onsdag d. 11. maj på discovery+ og Kanal 5.

Share