TUI opruster med 19.000 pladser i højsæsonen

TUI opruster med 19.000 pladser i højsæsonen

Den store efterspørgsel på rejser i højsæsonen får TUI til at tilføje yderligere 19.000 pladser til deres sommerprogram. Det bliver specifikt til destinationerne Cypern, Rhodos, Mallorca og Samos.

Rejselysten i Danmark er intakt og salget af rejser til højsæsonen klarer sig bedre, end hvad det gjorde på samme tidspunkt i 2019, altså før corona. Det reagerer TUI på ved at øge antallet af pladser til fire udvalgte destinationer.

Cypern og Rhodos får hver især en tredjedel af de 19.000 pladser, mens destinationerne Mallorca og Samos deles om de sidste.

”Salget af sommerrejser i de mest populære uger har klaret sig så godt i så lang tid, at vi nu indsætter yderligere 19.000 pladser ind. Efterspørgslen er solid og vores salgstal er højere end i 2019, så vi ser fortsat meget optimistisk på denne sommer,” siger Rikke Bruun Westergaard, salgschef hos TUI Danmark.

TUI oplever, at danskerne bruger op imod 20 procent flere penge per rejse, end hvad de gjorde før corona og at specielt børnefamilierne sikrer sig sommerferien i god tid i disse dage. De mest populære destinationer at rejse til denne sommer er Kreta, Rhodos, Mallorca og Cypern.

Share