Kira And The Kindred Spirits udsender debutplade på vinyl og annoncerer DK-tour

Kira And The Kindred Spirits udsender debutplade på vinyl og annoncerer DK-tour

I anledning af 20-året for Kira and the Kindred Spirits’ debutplade “Happiness Saves Lives”, udsender bandet nu for første gang albummet på vinyl. I anledning af jubilæet annoncerede bandet sidste år en særlig re-union koncert på RUST i København.

Spillestedet har en særlig plads i bandets historie, da det var der de spillede deres første fuldlængdekoncert. Koncerten er for længst udsolgt og nu har bandet besluttet sig for at tilføje flere koncerter og tage på deres første turné i 15 år. Derudover kan man opleve dem flere steder i landet hen over sommeren.

Gamle og nye fans kan glæde sig til at høre de bedste sange fra debutpladen, samt de to øvrige albums bandet nåede at udgive inden de gik hver til sit i 2007. 
Kira and The Kindred Spirits nåede at spille over 450 koncerter i ind- og udland i de 6 år de var aktive. Bandet havde ry som et af landets stærkeste livebands og høstede adskillige roser herhjemme såvel som udenlands for deres energiske og ekspressive koncerter. 

I oktober 2018 blev Rune Kjeldsen tildelt Gudman-prisen, og ved denne lejlighed samledes bandet for første gang i 11 år. De optrådte med fem sange og spillede efterfølgende en enkeltstående koncert på VEGA i 2019.

Nu tager de på landevejen igen og glæder sig til at genoplive ånden fra en svunden tid.
Bandet udtaler følgende om deres kommende reunion:


“Da vi genoplivede bandet for nogen år tilbage, var jeg først i tvivl om hvorvidt det ville være mærkeligt at spille musikken igen. Der er sket så meget i mit liv, både privat og musikalsk siden sidst, at jeg frygtede at jeg ville føle mig som en pastiche på mig selv. Men sådan var det ikke. Det var faktisk som om vi lige havde været der i går. Som om musikken og energien fra den tid lå latent derinde på harddisken og havde sit eget spor. Og det var sjovt at spille rock igen. Så nu tager vi en tur mere i manegen. Jeg glæder mig helt vildt meget til at komme rundt i DK igen” – Kira Skov.

“Da de ringede fra Gudmanfonden og spurgte om, jeg ville modtage deres pris og i forbindelse med overrækkelsen sammensætte en koncert, var Kira den første jeg tænkte på. Det Rockland vi i sin tid skabte sammen, betyder meget for mig, og jeg kunne mærke at det var tid til endnu et visit. Energien og vildskaben ligger stadigvæk i vores DNA og der gik omtrent en time i øvelokalet, så var der ild i os igen, og vi var skarpere end nogensinde. Jeg glæder mig så meget, det bliver vildt!!” – Rune Kjeldsen.

“Da vi mødtes igen for nogen år tilbage, føltes det hurtigt meget naturligt at genfinde den beslægtede spirit vi lukkede ned for 14 år siden. Kærligheden til den musik vi spillede sammen. Alle oplevelserne vi delte i de intense år, alle historierne, koncerterne. En tid som har betydet rigtig meget for mig. Glæder mig til tage på landevejen med bandet i 2022!”- Jesper Lind.

TOURDATOER:
02.06 RUST. København (UDSOLGT)
04.06 Kun For Forrykte Festival
02.09 Fanø Vesterland
13.10 VIFTEN. Rødovre
14.10 TOBAKSGAARDEN. Assens
15.10 TOBAKKEN. Esbjerg
20.10 POSTEN. Odense
21.10 STUDENTERHUSET AALBORG. Aalborg
22.10 VOXHALL. Aarhus
26.10 PUMPEHUSET. København
27.10 GIMLE. Roskilde
28.10 VERSHUSET. Næstved
29.10 STARS. Vordingborg

Billetinformation:
Billetsalget til efterårsdatoerne starter onsdag 23. marts 2022 kl. 10.00 via gig.to/kira

Share