Den norske super rap-duo Karpe vender tilbage til Store VEGA hvor de sidst spillede for en komplet udsolgt sal.
Karpe består af Chirag Rashmikant Patel og Magdi Ytreeide Abdelmaguid. Duoen har været på toppen af den norske musikcene i mere end et årti og er klart det største rap act, hvis ikke det største band overhovedet, i Norge. De er booket til hele 10 shows i Spektrum Oslo, det største spillested i Norge og har kun vokset sig større siden debut EP’en udkom i 2004.
Duoen har en ekstremt kreativ tilgang til musikken og deres visuelle udtryk, hvilket ofte overlapper hinanden. På deres 2017-udgivelse ’Heisann Montebello’ blev hver sang udgivet med hver sin musikvideo. Karpe har vundet den norske Grammy for bedste album, bedste urban act og bedste musikvideo. De har også vundet den norske P3 Guld for bedste live act to år i træk og den prestigefyldte Amanda filmpris for bedste scenografi og production design for filmen ’Adjø Montebello’.
Sidst Karpe gav koncert i Danmark var i 2019 i et komplet udsolgt Store VEGA og nu er de klar til at gentage successen.