Det ikoniske vennepar ’Kaj og Andrea’ har premiere med helt nye programmer på DR’s Minisjang, der allerede på kort tid har fået godt tag i småbørnsfamilierne.
’Kaj og Andrea’ på Minisjang er 10 helt nye programmer med den solsikkefrøglade papegøje og jazzede frø. Programmerne er udviklet særligt til småbørnsmålgruppen og udkommer i anledning af 50 års-jubilæet for de allerførste programmer.
“Vi glæder os til at invitere børnene ind i Kaj og Andreas univers, måske for allerførste gang, men også til at give forældre og bedsteforældre et nostalgisk gensyn med egne barndomsminder. I Danmark har vi en stolt tradition, når det gælder børneindhold, og her er ’Kaj og Andrea’ et tydeligt eksempel på en del af den kultur og arv, dansk børne-tv stadig står på skuldrene af i dag”, siger Marlene Boel, chef for DR B&U.
De nye programmer med ’Kaj og Andrea’ har premiere den 3. september på småbørnstilbuddet Minisjang.