I en emotionel drama-thriller omkring familie, hemmeligheder og forældreskab ser ny tv-serie på DR fra 4. april på, hvem der i sidste ende bedst kan dømme ens handlinger. Er det samfundet, politiet, dig selv eller måske din mor?
Dit barn er på uforklarligvis væk, og der er ingen ledetråde, ingen vidner og intet motiv. Det er virkeligheden for Jenni (Josefin Asplund, blandt andet kendt for ’Vikings’ og ’Top Dog’) og Salle (Ardalan Esmaili, blandt andet kendt for ’Gråzone’ og ’Charmøren’) en iskold morgen juleaftensdag.
Herfra starter danske manuskriptforfatter Mette Heenos, som også står bag DR’s kommende storsatsning ’Carmen Curlers’, historie, der trin for trin optrevler hændelsesforløbet, der leder op til, hvordan et lille barn pludselig kan forsvinde. For Heeno er serien først og fremmest en medrivende karakterdrevet thriller, men den dykker også ned i mere dybe essentielle forhold omkring forældreskab.
“Hvad vil det sige at være mor og så igen miste den gave eller forbandelse, som det kan føles som, når man bliver mor? Hvad er det for nogle følelser af håb og kærlighed, men også desperation og rædsel, der knytter sig til forældrerollen, og hvor kan de følelser ultimativt føre dig hen? Det er nogle af de underliggende relaterbare temaer, som serien undersøger, mens alle leder efter den forsvundne baby”, siger Mette Heeno.
’Sneengle’ er en co-produktion mellem DR og den svenske public service-station SVT og en del af det såkaldte Nordic 12-samarbejde. Samarbejdet går ud på at understøtte nordisk fiktion mellem Nordens public service-stationer ved at arbejde sammen om fiktion og herved kunne give et bedre modspil til de internationale streaming-giganter.
Serien er udtaget til film og tv-festivalen Berlinalen, som den ene af i alt seks serier på verdensplan.
Serien er en miniserie på seks afsnit af 60 minutter og har premiere søndag den 4. april klokken 20.00 på DR1 og DRTV.