I erkendelse af at både børn og lokale julemænd verden over går en svær tid i møde som følge af Covid-19, har Airbnb taget initiativ til at skabe et virtuelt rum, hvor parterne kan mødes.
Covid-19 har sat en midlertidig stopper for mange rejser, oplevelser og fejringer verden over. Det gælder desværre også selveste julemandens møde med alverdens børn. Sådan at forstå at december normalt er fuld at lokale julemænd, der modtager ønsker og uddeler godter i supermarkeder, shoppingcentre og institutioner. Disse magiske øjeblikke bliver i 2020 efter al sandsynlighed fejet til side af restriktioner og social afstand, hvorfor Airbnb nu gør et forsøg på at bedre situationen for børn og julemænd.
Konkret gør Airbnb børns møde med julemanden virtuelt via en række oplevelser, hvor det eksempelvis er muligt at videregive sine juleønsker til den finske julemand i Lapland eller at få læst historier af julemandens kone i Sykesville, Maryland i USA. Alt sammen på sikker afstand uden krav om mundbind og afstandtagen. Blot kræver nogle af aktiviteterne sandsynligvis lidt oversættelse for de mindste.
De virtuelle højtidsoplevelser indeholder også onlinekurser i tilberedningen af det perfekte julemåltid, et kursus i kunsten at lave julepynt og dukker af genbrugsmateriale og muligheden for at synge julesalmer med Broadway-stjerner fra New York.
Se mere om de mange muligheder for virtuel julehygge her. Eventuelt interesserede julemænd kan oprette aktiviteter og diverse julefejringer ved at registrere sig her.